Majsmøller til Uganda

Fasteindsamlingen 2012 går til bondeforeninger i Uganda. Bønderne mangler 7 majsmøller, for at de kan tage det afgørende skridt ud af fattigdom. Samtidig skal Katastrofefonden fyldes op efter et år med store humanitære katastrofer i Afrika og Asien.

Caritas’ fasteindsamling 2012 sker til fordel for de bønder i Uganda, som Caritas støtter gennem udviklingssamarbejdet med partnerorganisationen CIDI og Caritas Uganda. Bønderne levede tidligere ved såkaldt subsistenslandbrug – det vil sige, at hver enkelt husstand levede fra hånden til munden, af de husdyr og afgrøder, de selv kunne dyrke.

Gennem Caritas-projektet har bønderne organiseret sig i foreninger og samtidig bruger de bæredygtige dyrkningsmetoder, så de får langt større afkast af deres landbrug. 7000 mennesker får derfor i dag dækket deres basale fødevarebehov, og bondeforeningerne er så småt begynde at producere nok fødevarer til, at de kan sælges på markedsvilkår.

Et afgørende skridt

Bønderne lever primært af at dyrke majs og kassava – roden af maniok-planten, som man tørrer og maler til mel. Melet giver langt bedre priser end uforarbejdet majs og kassava, men desværre er det de færreste bønder, som har adgang til en mølle. For at tage det næste skridt ud af fattigdommen og få råd til skolegang, medicin, lægebehandling og bedre huse, har bønderne brug for at kunne forarbejde deres afgrøder.

Målet med fasteindsamlingen er at rejse penge til 7 møller, som bondeforeningernes medlemmer kan bruge. En mølle koster ca. 50.000 kr., og gennem den ekstra indtjening kan hver mølle forbedre levestandarden for omkring 5000 mennesker i Uganda.

Nødhjælp uden forsinkelser

Midlerne fra Fasteindsamlingen skal også fylde Katastrofefonden op. Gennem Katastrofefonden har Caritas i 2011 haft mulighed for at støtte nødhjælpsarbejdet ved de store humanitære katastrofer som jordskælvet i Japan og ikke mindst sultkatastrofen på Afrikas Horn. Men der har også været brug for Katastrofefonden til en række nødhjælpsindsatser, som har haft mindre mediebevågenhed.

Blandt andet er der sendt penge til genopbygning af oversvømmede flygtningelejre i Thailand, og til mad og husly til flodbølgeofre i Burma og Indien. Caritas’ nødhjælpsarbejde foregår altid med en stærk lokal forankring, ofte gennem partnerorganisationer, som er på stedet i forvejen. Derfor kan pengene hurtigt blive brugt og komme de nødlidende til gode.

Caritas er Den katolske Kirkes nødhjælps- og udviklingsorganisation.
Der findes lige nu 167 Caritasorganisationer i verden.
Hvert år i fastetiden samler Caritas Danmark ind i katolske skoler og sogne.
I 2012 går pengene fra fasteindsamlingen til at købe majsmøller til bondeforeninger i Uganda, og til Katastrofefonden, som bruges til nødhjælp over hele verden.

Fasteindlæg i Katolsk Orientering